47 dræbt i nye angreb i Irak

Et af angrebene lørdag var rettet mod shiamuslimske pilgrimme nord for Bagdad, hvor mindst 23 mennesker blev dræbt, mens 65 blev såret i et selvmordsangreb, skriver AFP.

Tidligere lørdag var der melding om, at to irakiske journalister blev dræbt af bevæbnede mænd i den nordlige by Mosul.

Blandt de øvrige angreb slog en selvmordsbomber til mod en café i byen Balad nord for hovedstaden og dræbte 12 mennesker og sårede 35, oplyser politi og en læge til AFP. Den samme café blev også angrebet af en selvmordsbomber i august, hvor 16 mennesker blev dræbt.

Volden er blusset kraftigt op i Irak på det seneste og mange frygter, at det er ved at udvikle sig til en ny omgang intern krig mellem shiamuslimer og sunnimuslimer, der senest toppede i 2006-2007 med tusinder af dræbte til følge.

Ifølge AFP øger den seneste tids vold denne måneds dødstal til 110, mens flere end 4.800 mennesker har mistet livet siden begyndelsen af året.

Dagens Gossip

Dagens TV