47 personer anholdt for terror i Bahrain

Skrevet af admin

04/11/2015

Dagens topnyheder

Mindst 47 personer med tilknytning til Iran er anholdt i Bahrain, hvor de er mistænkt for at have planlagt et terrorangreb, som skulle udføres en af de kommende dage, oplyser myndighederne i Bahrain.

De 47 personer er medlemmer af en "terrorgruppe", som har forbindelser til "terrorelementer i Iran", hedder det i en meddelelse fra indenrigsministeriet i Baharin onsdag aften.

- Anholdelserne betyder, at myndighederne har været i stand til at afværge gruppens planer om "at udføre et terrorangreb i de kommende dage", hedder det i udtalelsen, som er blevet offentliggjort af Bahrains statslige nyhedsbureau.

Ifølge indenrigsministeriet er der blevet fundet et stort mængde sprængstoffer og våben på hemmelige steder i boligområder og i landsbyer.

Sidste måned kaldte Bahrain dets ambassadør i Iran hjem. Det var dagen efter, at Golfstaten havde opdaget en stor bombefabrik og havde anholdt en række mistænkte, som skulle have forbindelse til Irans Revolutionsgarde.

Bahrain har slået ned på militante bag dødelige bombeangreb mod sikkerhedsstyrkerne.

Det lille arabiske land blev rystet af folkelige protester i 2011. Styret i Bahrain kvalte oprøret med barske metoder og hjælp fra nabolandet Saudi-Arabien.

Det shiitiske flertal i befolkningen har krævet større magt i landet og omfattende politiske reformer. Men Bahrains autoritære sunnimuslimske ledelse har slået hårdt ned på landets shiamuslimske opposition.

Styret i Bahrain hævder at have gennemført omfattende reformer og øget kontrollen med de både nationalt og internationalt udskældte sikkerhedsstyrker.

Bahrain frygter ligesom Egypten, Saudi-Arabien og flere andre stater i Mellemøsten, at iranerne gennem den nye atomaftale vil få øget selvtillid og bedre muligheder for at støtte paramilitære radikale grupper, som sympatiserer med Iran.

/ritzau/Reuters