48-årig fængslet for knivstik i ryggen

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

En 48-årig kvinde er fredag blevet varetægtsfængslet i surrogat i fire uger for kvalificeret vold mod en 29-årig kvindelig medarbejder på det sociale bosted Askegaarden ved Randers.

Den 48-årige stak ifølge sigtelsen en kniv i ryggen på den ansatte torsdag eftermiddag. Den ansatte er uden for livsfare, selvom en lunge blev perforeret.

Den 48-årige har ikke kæret fængslingen, oplyser Østjyllands Politi.

Regionen har nu iværksat en intern undersøgelse af episoden, oplyser Lars Boye Pedersen, leder for Askegaarden, der er et socialt bosted for udviklingshæmmede, der blandt andet er dømt for kriminalitet.

- Det er en voldsom hændelse, som berører os meget, og både personalet og de øvrige beboere er påvirket af oplevelsen, siger Lars Boye Pedersen i en pressemeddelelse.

- Jeg har allerede haft lejlighed til kort at besøge medarbejderen på hospitalet, og jeg er meget lettet over, at hun er uden for livsfare, lyder det.

Bostedet hører under området Psykiatri og Social i Region Midtjylland og er en del af specialområdet Udviklingshæmmede og ADHD.

Straks efter overfaldet blev der slået alarm til politiet, der nu varetager den videre efterforskning i sagen.

Som det er almindelig praksis ved kritiske og alvorlige hændelser i Psykiatri og Social i Region Midtjylland, er der også iværksat en intern undersøgelse af hændelsesforløbet.

Som led i bostedets procedurer ved alvorlige hændelser bliver medarbejderne tilbudt psykologhjælp.

/ritzau/