49-årig gæst kvalt i bøf på Jensens Bøfhus

En 49-årig mand fra Ringsted mistede søndag livet, da han fik et stykke kød galt i halsen på Jensens Bøfhus i Næstved.

Det skriver Sjællandske Næstved i dagens avis.

Et større stykke kød spærrede for mandens luftveje, og selv om der blev ydet førstehjælp på stedet, blev han til sidst kvalt og døde.

- Det var intet at stille op. Og sådan noget sker desværre engang i mellem. Man skal huske på, at vi serverer 15.000 retter mad om dagen, hvoraf 7.000 retter er med bøf, fortæller Jens Arnborg, der er presseansvarlig hos Jensens bøfhus til Sjællandske Næstved.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Restauranten var fuld af gæster. En af dem var en soldat, der havde været udsendt som livvagt i Afghanistan. Han gik straks i gang med at give den 49-årige mand kunstigt åndedræt og hjertemassage.

Men på trods af hurtig assistance og førstehjælp lykkedes det ikke at redde mandens liv. Han blev erklæret død ved ankomsten til sygehuset.

Manden havde været ude at bowle sammen med nogle venner. Herefter gik turen til Jensens Bøfhus for at få noget at spise. Men kort efter, manden havde fået serveret sin bøf, skete ulykken, skriver Sjællandske Næstved.

På sygehuset blev der fundet et stort stykke kød i mandens hals.

Det er ikke første gang, at spisende gæst er omkommet på Jensens Bøfhus. I fjor døde en 83-årig mand i Kolding, fordi han havde fået en bid af sin bøf galt i halsen. 

Dagens Gossip