49-årig mand fra Høje Taastrup dømt for børneporno

En 49-årig mand fra Høje Taastrup blev i dag ved Retten i Glostrup idømt fem måneders ubetinget fængsel for at have besiddet og udbredt børneporno på film og billeder, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Manden blev tiltalt og dømt for tre forhold:

  • Den 2. september 2008 via et fildelingsprogram at have udbredt en filmsekvens på 17 minutter og 59 sekunder med et barn under 18 år, der bliver seksuelt misbrugt på anden vis end samleje.
  • Den 2. november 2010 via et fildelingsprogram at have udbredt 42 filmsekvenser med en samlet spilletid på 10 timer og 42 sekunder af børn under 18 år, der bliver seksuelt misbrugt ved samleje og på anden vis.
  • Den 2. november 2010 at have besiddet 2300 billeder og 473 filmsekvenser af børn under 18 år, der bliver seksuelt misbrugt ved samleje og på anden vis. 23 af billederne omfatter særligt grove overgreb. Filmsekvenserne har en samlet spilletid på 75 timer, 34 minutter og 37 sekunder.

- Politi og anklagemyndighed ser med stor alvor på besiddelse og distribution af børneporno og har lagt mange kræfter i sagen, siger anklager Tina Christensen.

Hun er tilfreds med, at en enig domsmandsret fandt ham skyldig i alle tre forhold, selv om manden nægtede sig skyldig.

Domsmandsretten lagde vægt på grovheden og omfanget af filmsekvenserne og billederne.

Manden ankede på stedet dommen til frifindelse.

Sagen er en udløber af en større international aktion mod børneporno ”Operation Perserteppich & Collection” i juni 2009.

Manden blev anmeldt i november 2010 og sigtet i juli 2011.

Dagens Gossip