49-årig mister livet ved drukneulykke i Hvide Sande

Skrevet af admin

23/02/2014

Dagens topnyheder

En tur i byen endte tidligt søndag morgen fatalt for en 49-årig mand, der mistede livet, da han faldt i havnen i Hvide Sande.

- Han havde været i byen en med en kvinde og hendes samlever, fortæller vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

- Ud på natten beslutter kvindens samlever at tage hjem, mens kvinden tager med den 49-årige, som har en kutter liggende i havnen i Hvide Sande, fortsætter han.

Hvad der derefter skete er uklart, men både manden og kvinden ender i vandet.

- Det lykkedes kvinden at svømme over til en stensætning og komme den vej op af vandet. Hun bliver fundet af en forbipasserende, som kører hende hjem, siger vagtchefen.

Da hun kommer hjem er hun drivvåd og har flere skader, og samleveren slår alarm.

- Det sker først kort før middag, og lidt senere finder vi manden død i havnebassinet, forklarer Henrik Nielsen.

Kvinden kan hverken fortælle, hvornår eller hvordan ulykken skete.

- Hun er ikke klar over, om de begge faldt i vandet, eller om hun faldt i, og manden sprang efter for at hjælpe hende, siger vagtchefen.

/ritzau/