5 akavede situationer, jeg har oplevet i forbindelse med dødsfald

Der er intet, der kan sende en ud over den mentale klippekant, som når en, man holder af, dør.

Men midt i den gravalvorlige virkelighed kan der opstå situationer, der er så akavede, at det hele bliver komisk. I hvert fald en kort stund.

Min alder taget i betragtning har jeg været til temmelig mange begravelser og bisættelser. Det i kombination med at være fra en jysk familie, som tager det meste temmelig køligt (vi kaster os ikke på jorden som grædekoner, forstås), kan muligvis virke lidt bizart på nogle.

Her er et udpluk af nogle af de tossede situationer, jeg har oplevet i den forbindelse.

1. Død mands grød
En kær vens far var død et halvt år forinden, og nu havde hans mor besluttet at holde en fest. Der blev disket op med det helt store show med masser af mad og drikke.

Til dessert var der gammeldags æblekage - den med grød og flødeskum. Lige da jeg havde øset grøden op og skulle til at beklæde den med et pænt lag flødeskum, siger en af familiemedlemmerne: “Det er faktisk fars æblegrød”.

Læs også: 5 sundheds-facts, du altid har troet på, men som er lodret løgn

Grøden fejlede jo som sådan ingenting. Den havde været opbevaret forsvarligt i fryseren fra gerningstidspunktet. Men jeg kunne ikke lade være med at blive en smule befippet over at spise noget mad, der var lavet af en afdød person.

Det var virkelig et mærkeligt dilemma at blive sat i. Men grøden smagte nu fint.

2. Upassende grineanfald
Min bedstemor var i en høj alder død, og hele familien sad til samtale med præsten, som ville høre til hendes liv og levned.

Et familiemedlem opremsede en lang række af de aldersbetingede sygdomme, min bedstemor havde været ramt af de senere år. På et tidspunkt lænede min fætter sig over mod mig og hviskede på sit tørre vestjyske “Så fik hun da noget for sine skattepenge”. Kommentaren kom fuldstændigt bag på mig.

Jeg stak i en hylende latter, som til gengæld affødte et dræberblik fra mit mødrende ophav, der igen førte til, at hverken min fætter eller jeg kunne stoppe med at grine igen.

Præsten blev helt bovlam, og resten af familien hadede os - i hvert fald momentært.

3. Vi tager den på rutinen
På ganske få år havde min far og jeg været til en håndfuld begravelser inden for den nære vennekreds eller familie. Det betød, at vi var blevet ganske rutinerede efterhånden.

Arbejdsfordelingen var, at far holdt sig stoisk i ro under hele gudstjenesten, mens jeg holdt i hans hånd og forsøgte at holde vræleriet bare en smule værdigt.

Læs også: 4 ting du skal huske at sige til dig selv før du går i seng

Når kisten så var sænket i jorden, og følget begyndte at bevæge sig i retning af gravøllet, klappede han mig altid på skulderen og sagde: “Nå, det var så (indsæt navn på afdød)”.

I tidens løb har denne sætning indtaget forskellige former. “Nå, det var så mormor”. “Nå, det var så farmor.” “Nå, det var så Arne”. Der var både noget fint, men også lidt for nøgternt over den bemærkning.

4. Gider du række mig den trestjernede?
I grunden synes jeg ikke, jeg er sart. Men da føromtalte bedstemor var draget videre fra denne verden, opstod en anden absurd situation mellem forholdet død og mad. Hun lå i den åbne kiste i stuen.

Da jeg entrerede lejligheden, var familien i gang med at dække op til frokost på spisebordet, som vitterligt stod to meter væk fra kisten. Her opstod et af mit livs største dilemmaer.

Jeg var godt og grundigt brødflov, men havde ikke umiddelbart lyst til at indtage trestjernet salami i umiddelbar nærhed af afdød bedstemor.

Situationen endte i et kompromis af en slags. Jeg satte mig ved spisebordet med ryggen til kisten og fik med en vis besvær indtaget føden.

5. Giv ikke slip på kisten!
En begravelse eller bisættelse kan udformes på mange måder, men der er en ting, som er allermest vigtig.

Når kisten skal fragtes fra kirkerummet eller kapellet - eller hvor ceremonien nu bliver holdt - skal der helst ikke være logistiske svinkeærinder, der kan bringe kisten eller dens indhold på slingrekurs.

En veninde mistede sin svigermor i en alt for ung alder. Svigermoderens brødre - der var noget ældre og ikke så sikre i hverken bentøj eller løfteteknik - skulle være med til at bære kisten.

Læs også: Otte af livets simpleste fornøjelser

Undervejs langs kirkegulvet udbryder den ene “Jeg kan ikke”, hvorefter kisten bliver sluppet i det ene håndtag.

Med nød og næppe nåede veninden at pile hen over kirkegulvet og komme den ældre herre til undsætning ved at sætte sin skulder under kistens bund, før en anden i begravelsesfølget kunne overtage løftearbejdet.

Det kan godt være, at døden er trist. Men komikken ligger også lidt under overfladen.

Dagens Gossip