5 fejl kvinder begår i fitnesscentret

Rigtig mange mennesker er tilmeldt et motionscenter. En del færre er aktive medlemmer.

Men for nogle af de, der rent faktisk bruger sit fitness-medlemskab på regelmæssig basis, gælder det ifølge underholdningssitet t-nation, at de ikke helt har nogen idé om, hvordan man skal te sig korrekt, når man træner.

Derfor har folkene bag siden lavet en liste over en række af de fejl, folk begår i fitnesscentret.

En del af dem gør sig uden tvivl også gældende for de mandlige maskine-motionister, men denne gang går det altså ud over kvinderne.

1. Frygten for at se for ‘butch’ ud
Baseret på en iboende frygt for at komme til at ligne en bodybuilder af den usexede slags (eller måske bare som en dårlig undskyldning) har mange kvinder ifølge t-nation-skribenten TC en tendens til at holde sig til de lette vægte.
Men det vokser dine muskler altså ikke af, lyder det i indlægget.
- Det gør de ikke, hvis du presser eller squatter med vægte, der vejer omtrent det samme som din iPhone, skriver TC.
Og bare rolig, der er altså ikke nogen fare for, at dine muskler pludselig eksploderer og gør dig til at kæmpe muskelbundt fra ét sekund til et andet, understreger han.

2. Frygten for at lave et ‘grimt ansigt’
I tråd med punkt nummer 1 mener TC også, at vi skal drøfte intensiteten, når vi træner.
En indikator for, at du ikke har tung nok vægt, kan nemlig netop være, at du er i stand til at bevare det samme kølige ansigtsudtryk.
Stop derfor med at forsøge at bevare dit kønne ansigt når du løfter vægte, for i så fald gør du det ikke godt nok.
- Intet grimt ansigt, ingen kurvede muskler. Intet grimt ansigt, ingen øget styrke. Drop dit gammeldags syn på femininitet. Skid højt og flot på hvad andre tænker, skriver TC.

3. Trænings-monogamisten
I rigtig mange aspekter er monogami godt, for eksempel for svaner, ulve og katolikker, skriver skribenten.
Men når det kommer til træning, er monogami ifølge ham et fy-ord.
Alt for mange kvinder tror nemlig, at de kan nøjes med at bruge den samme træningsrutine dag ind og dag ud, år for år.

- Det er uheldigt fordi kroppen tilpasser sig træningen uanset om det er vægttræning eller aerobic. Det er derfor, der er så mange tykke aerobic-instruktører. De har lavet den samme rutine i mange år, og deres neurologiske system er så vant til det, at det ikke længere koster mange kalorier eller megen energi, skriver TC.

4. Trænings-luderen
Det modsatte af trænings-monogamisten er ifølge skribenten det, han kalder for en ‘trænings-luder’.
Med det mener han de kvinder, som ikke kan finde ud af at holde sig til ét træningsprogram i særlig lang tid, før de skifter det ud.
- Deres træning er kaotisk og giver ultimativt rådne resultater. Find en logisk, progressiv træningsform, som passer til dine specifikke behov, opbygger muskler, forbrænder fedt og gør dig til ‘dronningen af kurverne’. Og giv det så fire til seks uger. Da, og først da, bør du skifte det ud - også selvom det fungerede godt for dig, understreger TC.

5. Frygten for mad
Vær beredt på det chok, som TC her giver dig: Ifølge ham er det fuldstændigt umuligt, uanset hvad man spiser, for kroppen at optage fedt i post-træningsperioden, som groft set kan vare omkring en time efter, at man er gået til den med at løfte vægte.
Til gengæld kan du i denne gyldne time opbygge muskler, hvis du fodrer din krop med de nødvendige proteiner, som det kræver.

- Det har altsammen noget at gøre med insulin, som er det hormon, der transporterer glukose og aminosyrer til muskelcellerne. Groft optegnet har insulinen to valg; den kan vælge at gemme glokosen og proteinen i fedtvævet og leveren, eller den kan levere næringsstofferne direkte til muskelcellerne, hvor de bruges til at reparere og opbygge muskler, skriver TC.
Den sti, insulinen vælger, afgøres af træningen. Når du løfter vægte, og når du lige har gjort det, vil insulinen vælge den sidstnævnte vej.

Dagens Gossip