5 grunde til, at dit liv bliver bedre, når du holder op med at gå i byen hver weekend

Kat George, som er blogger hos Thought Catalog, nærmer sig de 30 år.

For nylig var hun på festival med sin otte år yngre kusine og sine 11 år yngre brødre.

Her gik det op for Kat George, at hun er ved at nå et nyt stadie af sit liv, hvor byture ikke længere behøver at være fast inventar.

Og det, mener bloggeren, behøver ikke at være en dårlig ting. Derfor har hun lavet en liste med en række forskellige måder, livet bliver bedre, når man nærmer sig sofakartoffel-alderen.

Her er et udpluk af dem:

1. Du sparer penge
Pengepungen er ifølge Kat George det første sted, hvor det virkelig kan mærkes, når byturene er ved at stilne af.
- Du kan stadig få lækre ting, som lækker mad og god vin, i hjemmets trygge rammer, men du sparer en mindre formue på selv at lave mad og ikke være steder, hvor drinks koster 60 kroner stykket, skriver hun, og bemærker også, at pengebeholdningen bliver større i takt med, at man ikke hele tiden ender med at give omgang til folk, som aldrig gør gengæld.

2. Du får ikke tømmermænd
Ja, det punkt giver jo lidt sig selv. Alting har sin pris, og for bytures vedkommende er der afregning ved kasse 1 dagen efter.
Når du holder op med at gå i byen i ét væk, opdager du pludselig, at både lørdag og søndag faktisk indeholder en morgenstund, og at det er muligt at nå andet end at hente cola og spise pizza i weekenden.

3. Du kan have (tid til at dyrke dine) fritidsinteresser
Uden byturene står du lige pludselig med en hel masse tid mellem hænderne, bemærker Kat George. Og den kan man med fordel bruge på lige dele hyggelige og produktive sysler, for eksempel at male, lave ordentlig mad og dyrke sport.

4. Du får mere søvn
Al den tid, du tidligere stod og hang i en bar med en halvlunken øl og en tvivlsom fyr med omtrent samme temperatur, kan du nu bruge på rent faktisk at sove igennem i weekenderne. Og så slipper du tilmed for den der fulde-søvn, som aldrig rigtig gør dig frisk - snarere tværtimod.

5. Du omgås med bedre mennesker
- Når man går meget ud, samler man sig en masse ‘festkammerater. Det er den slags mennesker, som er der for drinks’ene og de fede tider, men som forsvinder fra dit liv i dagtimerne, og aldrig er der for dig, når du har en krise i dit liv, skriver Kat George.
De mennesker er ikke dine rigtige venner, og det vil du, skriver hun, for alvor opdage, når du dropper byturene.
De venner, som du til gengæld hænger ædru ud sammen med, er dem, der bliver, og vil være der for dig, når det gælder. Hold fast i dem!

Dagens Gossip