5 ting vi gjorde, da vi voksede op, som vores børn aldrig vil forstå

Kan du huske de samtaler, du havde med dine bedsteforældre som barn? De fantastiske historier om, hvad du ihvertfald aldrig kom til at opleve. Som at gå 20 kilometer til skole gennem to meter høje snedriver?

Sådan indleder den amerikanske blogger Jenny Isman sit indlæg på scarymommy.com, hvor hun har samlet en liste over fortidsminder, som den nuværende generation af børn aldrig kommer til at forstå.

1. Skifte tv-kanal
Åh, børn. Synes I, det er udmattende at flytte sig 10 centimeter i sofaen for at fange fjernbetjeningen, der gemmer sig et sted i puderne? Så prøv lige at bevæge hele kroppen over til apparatet for at trykke på det - hver gang, man skulle skifte kanal. Og nogle gange fik man endda stød. Ja, sådan et elektrisk stød. Det ved I nok heller ikke, hvad er.
Og der fandtes ikke mange kanaler at vælge imellem. Og man blev nødt til at se alle reklamerne. Og når signalet så faldt ud - og der kom sne på skærmen. Nej, ikke sne, men sådan flimmer, så skulle man igen rejse sig for at flytte antennen. Man sad næsten aldrig ned. Det var udmattende at se fjernsyn dengang.

2. Besvare fastnettelefonen
Vi blev faktisk nødt til at besvare telefonen, fordi vi ikke anede, hvem der ringede op. Der var ingen specielle ringetoner eller vis nummer-apparater. Det var skrækkeligt. Man anede ikke, om det var ens mor eller en kreditor, der ringede og mindede en om en ubetalt regning. Selvfølgelig håbede jeg altid, at det var min flamme - eller bedste veninde. Og så var telefonen ligesom sat fast. Ja, man kunne ikke gå rundt med den. Fastnet. Giver det mening, børn?

3. Håndtere et 35 mm kamera
Okay, poder. Dengang kunne vi ikke bare gribe i lommen efter vores telefon og tage et hurtigt snapshot til Instagram eller Facebook. Nej, vi skulle først lade vores kamera, tænde det, stille skarpt og fange øjeblikket. Og man kunne ikke bare tage det samme billede 40 gange. Og så skulle negativerne fremkaldes. Altså den rulle, hvor billederne blev printet på. Og det tog evigheder. Og først efter masser af tålmodig, kunne man stå med et færdigt billede i hænderne.

4. Bruge et kort
Der var hverken gps eller indbyggede kortfunktioner på en Iphone. Nej, vi brugte rigtige oldschool kort, så vi kunne finde rundt. Tykke sataner af bøger, der blev bladret tynde. Og nej, der var ikke en eller anden stemme, der fortalte dig, at du skulle vende om, hvis du valgte den forkerte vej. Velkommen til virkeligheden.

5. Hvem er google?
Når vi ville finde ud af ting, blev vi nødt til at slå dem op i bøger. Der var ikke noget internet. Der var leksika. Bøger. Og vi skulle på det sted, der hedder biblioteket for at finde dem. Det er sådan et sted, man kan låne bøger med hjem. Måske I selv skulle prøve det?

Dagens Gossip