5 vigtige samtaler, du skal have med din kæreste, før I bliver gift

Hvis du og din partner har besluttet jer for at blive gift, er det helt sikkert det rigtige for jer.

Men der er nogle ting, som det er vigtigt at få snakket igennem, inden I står sammen ved alteret. Også selvom emnerne måske ikke oser af romantik.

Kærlighedssitet Lover.ly har lavet en liste over de vigtige samtaler, som I helst ikke skal undgå at have, hvis I skal føle jer sikre på et lykkeligt ægteskab uden uforudsete dramaer.

1. Gæld
Sørg for, længe inden brylluppet skal stå, at sætte jer ned til en snak om finanserne. Har nogen af jer gæld, studielån, minus på kontoen eller andre udeståender med finansielle institutter? Og i så fald hvor meget?
Hvis ikke, I får talt om det, vil det bare komme som en ubehagelig overraskelse senere, når I er sammen om det økonomiske.
I kan eventuelt udnytte situationen til også at tage en god snak om, hvordan økonomien skal håndteres fremover, så I på forhånd har fundet fælles fodslag.

2. Børn
For det første skal I selvfølgelig finde ud af, om I begge vil have børn. Er det kun den ene af jer, der har lyst, kan det måske være en deal-breaker, som er meget ærgerlig først at få øje på, når I har sagt ‘ja’ til hinanden.
Er I enige om at få børn, kan I helt naturligt føre snakken videre til at handle om, hvordan opdragelsen skal foregå, hvem der tager mest barsel, og om der er en af jer, der har lyst til at blive hjemmegående til den tid.
Hvis I begge har tænkt jer at arbejde, skal I måske snakke om, hvad I vil gøre med pasning. Er der bedsteforældre, der kan tage fra, eller skal I hyre en barnepige, når den tid kommer?

3. Prioriteter
Et ægteskab er, selvom det er lidt usexet formuleret, en slags langtidsinvestering i dit liv. Derfor er det en rigtig god idé, at I snakker om de ting, som I ikke har lyst til at give slip på? Har du for eksempel et behov for at skulle ud at rejse mindst en gang om året? Eller vil du måske hellere spinke og spare for at få råd til et hus? Hvis I bliver enige om, hvilke ting, der skal være prioriteter i jeres fælles liv, er I allerede god på vej mod et sundt og lykkeligt ægteskab.

4. Kommunikation
Hvis I allerede har været kærester i en rum tid, har I formentlig allerede etableret en måde at tale sammen på, som er svær sådan lige at ændre på.
Men et ægteskab er selvsagt et løfte om at være sammen resten af livet, så hvis der er noget ved jeres kommunikation, der allerede nu ikke fungerer, er det meget fornuftigt at få sat ord på det og sørge for at have en slags ægteskabelig kommunikationsstrategi.

5. Krisetider
Stil hinanden spørgsmålet: Hvad er den værste krise, du har gennemgået i dit liv, og hvordan kom du igennem den?
På den måde vil I kunne forstå hvordan I hver især håndterer tragedier, og præcis hvilken form for støtte, I skal give hinanden.
Tal derefter om, hvordan I sammen vil forholde jer til livets store udfordringer, hvis de opstår.

Dagens Gossip