50-årig dræbte kæresten med kniv i Kolding

En 50-årig mand er fredag kendt skyldig ved Retten i Kolding i drabet på sin 47-årige kæreste.

Kvinden døde en måned efter, at den 50-årige stak hende flere gange med en kniv i parrets hjem i Kolding sent om aftenen 7. august sidste år.

Kvinden blev ramt af stik i halsen og brystet og blev hastet til Odense Universitetshospital. Senere blev hun overført til Hammel Neurocenter, hvor hun 8. oktober døde.

Det var den 50-årige mand selv, der ringede 112.

- Vi røg op i en kamp, og så tager hun kniven, og så stak jeg kraftedeme hende ned, sagde den 50-årige.

Sygeplejersken forsøgte i løbet af samtalen forgæves at få den 50-årige til at yde førstehjælp til kæresten.

Manden stak med en køkkenkniv, der havde et 20 cm langt blad, og det må derfor have stået ham klart, at knivstikkene med overvejende sandsynlighed ville føre til kærestens død, skriver retten.

Den 50-årige har dog tidligere nægtet sig skyldig.

- Han har været sammen med hende, men han siger, at han ikke kan huske, hvad der skete, sagde vicepolitikommissær Poul Steffensen tidligere til Ritzau.

Retten lagde blandt andet vægt på, at den 50-årige ingen friske skader havde efter episoden og var kæresten fysisk overlegen. De var alene i lejligheden, der ikke bar præg af slagsmål eller tumult.

/ritzau/

Dagens Gossip