50-årig mand dømt for svindel: Solgte pantsat Ferrari til forhandler

En 50-årig mand er blevet idømt to års fængsel for at unddrage kreditorer indtægter fra salget af en Enzo Ferrari. Det skete ved retten i Hillerød, skriver lokalavisen.dk.

Manden solgte 18. januar 2012 den dyre bil til en bilforhandler i Nürnberg i Tyskland. Bilen har ifølge Wikipedia en nyværdi på 18 millioner kroner.

I følge anklageskriftet havde Ferrarien en værdi på 698.000 euro - godt fem millioner kroner.

Men da manden solgte bilen, var den pantsat hos en bank for 2,5 millioner kroner. Desuden havde Skat et udlæg på 3,2 millioner kroner.

Alligevel solgte den 50-årige mand bilen til bilforhandleren i Tyskland. Ifølge anklageskriftet havde han via en kontooverførsel fået 390.000 euro samt resten i kontanter.

De 390.000 euro blev overført til hans søns konto, ifølge anklagen for at der ikke skulle kunne gøres udlæg i dem. Han havde dog ikke taget højde for, at bankerne skal melde mistænkelige transaktioner til myndighederne, der derfor fik en såkaldt hvidvaskningsmeddelelse om det store beløb.

Retten dømte derfor manden for forsøg på at unddrage kreditorerne for dette beløb. Han blev ikke dømt for at have modtaget kontantbeløbet, da dommerne ikke mente, at der var beviser for, at pengene var overdraget til ham.

Den 50-årige mand nægtede sig skyldig i Retten i Hillerød, men blev idømt to års fængsel.

Han er tidligere dømt for blandt andet momssvindel.

Dagens Gossip