50-årig skød 17-årig i hovedet: - Jeg ville bare skræmme ham

Den anholdte er netop blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Han skød i aftes en 17-årig dreng i hovedet med et kraftigt luftgevær. I første omgang troede man, at drengen var væltet på sin knallert på hjørnet af Grådybet og Gl. Vardevej, men da lægerne undersøgte ham nærmere, fandt de hul i hovedbunden fra skuddet og hagl ved hjernen.

Læs også: 17-årig dreng skudt i hovedet i Esbjerg

Den 50-årige mand bor på Gl. Vardevej og var blevet træt af lyden af knallerter, og greb derfor sit luftgevær for at skræmme drengen.

- Han lå og fræsede rundt. Så gik skruen løs, og så tog det overhånd. Jeg skød, da knallerten er lige foran garagerne. Det er på omkring 30 meters afstand. Jeg sigtede på knallerten. Jeg fulgte knallertens bevægelse med geværet. Men jeg sigtede ikke på selve personen. Jeg trykkede af og gik ind igen. Jeg hørte hverken ambulance eller politi bagefter. Jeg lagde heller ikke mærke til, at lyden fra knallerten holdt op, siger manden i retten ifølge Ekstra Bladet.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Han fortæller, at han har tilladelse til geværet, som han har købt i Esbjerg.

Den 17-årige dreng er i livsfare, er lagt i kunstigt koma og respirator på Odense Universitetshospital.

Dagens Gossip

Dagens TV