50 grader celsius i Irak udløser national fridag

Skrevet af admin

15/07/2015

Dagens topnyheder

En hedebølge med temperaturer over 50 grader celsius har fået den irakiske regering til at erklære national fridag torsdag, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Det er ikke første gang, at regeringen i det krigshærgede arabiske land vælger at bede folk blive hjemme fra arbejde på grund af hede.

Også i sommeren 2011 sneg temperaturerne sig over 50 grader celsius, netop som ramadanen begyndte, og dengang erklærede regeringen fridag for Bagdad og den sydlige del af landet.

Den aktuelle hedebølge er værst i den sydlige del af landet, og den ventes at fortsætte til fredag.

Irakerne har i forvejen mange andre problemer at slås med. Irak har været plaget af krig og voldsomme uroligheder siden 2003, da USA invaderede landet.

Flere områder er ramt af strømsvigt.

/ritzau/