50 kristne familier frygtes fanget af jihadister

Skrevet af admin

11/08/2014

Dagens topnyheder

Nødhjælpsorganisationen Norsk Folkehjelp har fået ubekræftede meldinger om, at den islamistiske gruppe Islamisk Stat (IS) holder 50 kristne familier til fange i den irakiske by Hamdaniya og truer med at dræbe dem inden for kort tid.

- Dette er grufulde og chokerende nyheder. Det værste er, at erfaringen fortæller os, at de kan blive dræbt, selvom de konverterer til islam, siger leder i Norsk Folkehjælp Kathrine Raadim til nyhedsbureauet NTB.

Den militante gruppe truer også med at dræbe omkring 1000 familier fra yazidi-minoriteten, som er omringet af IS' krigere i landsbyerne Koja, Hatimiya og Qaboshi.

IS har truet med at dræbe familierne, hvis de ikke havde konverteret til islam inden søndag. Ifølge Norsk Folkehjelps oplysninger skal gruppen dog have forlænget fristen - i hvert fald for familierne i Koja.

Nødhjælpsorganisationen oplyser, at den har givet husly til 13 yazidi-familier på flugt fra IS. Samtidig arbejder organisationen på at tilbyde hjælp til flere.

Over 20.000 flygtninge, som har været omringet af IS på Sinjar-bjerget i det nordlige Irak, har formået at bringe sig selv ned fra bjerget og i sikkerhed ifølge kurdiske selvstyremyndigheder.

USA har flere gange udført målrettede luftangreb mod IS i området, ligesom at amerikanerne kaster nødhjælp ned til folkene på flugt.

Søndag kom det frem, at ekstremister fra IS har dræbt mindst 500 irakere fra yazidi-minoriteten, og at flere af ofrene var børn og kvinder.

Ifølge Norsk Folkehjelp er IS også involveret i trafficking og holder i øjeblikket 400 yazidi-kvinder til fange i Talahfer for at bruge dem som sexslaver.

/ritzau/NTB