500 forældre raser: Dansk Supermarked snyder med dyrekort

Dansk Supermarked efterlader børn i den tro, at det er realistisk at indsamle alle 140 kort i Animal Planets dyrekort-serie. Men det er næsten umuligt, mener forældre.

Nu har næsten 500 skrevet under på en klage til Forbrugerombudsmanden

Forældrene mener, at det er urealistisk for det enkelte barn at samle alle kortene.

I alt indeholder kampagnen 140 kort. Heraf er 30 specialkort, som ikke er i alle pakkerne. For at man kan få en pakke med fire dyrekort skal man købe for 100 kroner i Føtex, Bilka, Salling eller Dansk Supermarkeds internetbutikker. Men antallet af specialkort gør det ifølge klagen umuligt for børnene at få hele samlingen.

Læs også: Godt nyt til børn og barnlige sjæle: Dyrekortene får et comeback

Til Jyllands-Posten siger pressechef hos Dansk Supermarked, at der er et specialkort i hver fjerde pakke. Der er produceret fem millioner specialkort ud af i alt 80 millioner dyrekort. 

Der burde altså statistisk set være et såkaldt specialkort i hver 16. pakke. Men man risikerer at få de samme specialkort.

- Det skaber stress og frustrationer at forsøge at samle de dyrekort færdig. Man køber unødigt mange varer i bestræbelser på at nå i mål og ens barn kan ikke forstå at de er SÅ svært at samle de sidste 13 kort…, skriver en forælder som begrundelse for sin underskrift.

Det er dog ikke alle, der mener, at klagen er begrundet.

Læs også: Bilka og Føtex’ populære dyrekort kan give allergi

- 30 ud af 140 kort er specialkort. Det svarer til 21,4 pct. Hvis 10.000 specialkort svarer til 21,4 pct., vil der samlet være 46667 kort. Klageren har erhvervet sig 720 kort i 180 pakker. Det svarer til 1,2 pct. af alle pakker. Jeg er med på, at det er synd og skam for de børn, der føler, at de har fået stukket blår i øjnene. Men det er simpelthen for sølle et grundlag at klage på baggrund af.Kom igen, når sagen er bedre, skriver en i en kommentar til underskriftsindsamlingen.

På de sociale medier har der dagen igennem været stor debat om klagen. Nogle er enige i klagen, mens andre mener, at der er større ting at tage sig til.

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler:

 

Dagens Gossip

Dagens TV