500 meldes dræbt i regimets offensiv i Aleppo

Skrevet af admin

10/02/2016

Mest læste i dag

Mindst 500 mennesker, heriblandt mange civile, er blevet dræbt i kampe i og omkring Aleppo i Syrien siden begyndelsen af februar, hvor den syriske regeringshær med luftstøtte fra Rusland indledte sin offensiv i storbyen.

Det oplyser overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder ifølge AFP.

Ifølge gruppen er det nøjagtige dødstal 506, hvilket omfatter 23 børn, der angiveligt er blevet dræbt i russiske luftangreb.

- Mindst 143 af regimets krigere, 274 oprørere og udenlandske jihadister samt 89 civile er blevet dræbt i perioden fra 1. februar til tirsdag aften, oplyser overvågningsgruppens direktør, Rami Abdel Rahman.

Med udenlandske jihadister refererer han til blandt andre medlemmer af den syriske gren af al-Qaeda.

Han tilføjer desuden, at 14 iranske soldater og mindst tre krigere fra Libanons Hizbollah-bevægelse er blevet dræbt, mens de kæmpede side om side med styrker fra præsident Bashar al-Assads hær.

Tallene fra Syriens Observatorium for Menneskerettigheder er ikke bekræftet fra officielt hold.

FN har advaret om, at 300.000 mennesker i det østlige Aleppo risikerer at blive afskåret fra humanitær hjælp, hvis regeringsstyrkerne omringer området.

Ifølge de tyrkiske myndigheder befinder omkring 50.000 flygtninge sig lige nu ved grænseovergangene mellem Syrien og Tyrkiet som følge af bombardementerne omkring Syriens største by, Aleppo.

Det tal risikerer ifølge den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, at stige til en million, hvis ikke det russiske militær og den syriske regeringshær stopper offensiven i den nordvestlige del af landet.

FN's Flygtningehøjkommissariat har opfordret Tyrkiet, der allerede har taget imod 2,5 millioner flygtninge som følge af borgerkrigen i Syrien, til at åbne grænserne.

EU, USA og Nato beskylder Rusland for at være med til at forværre krisen i Syrien gennem de massive luftangreb i landet.

Men regeringen i Moskva afviser beskyldningerne om, at det skulle være russiske bombardementer, der har været med til at forårsage den humanitære krise.

Onsdag siger en talskvinde for det russiske udenrigsministerium, at det derimod er Vesten, der har givet næring til den syriske krise.

Ifølge Reuters afviser talskvinde Maria Zakharova samtidig kritikken om, at de russiske luftangreb i Syrien er med til at drive flygtninge mod Europa.

Maria Zakharova kalder beskyldningerne "fuldstændig ubegrundede".

/ritzau/AFP