5000 østeuropæere er på dagpenge i Danmark

Stadig flere rumænere, litauere og polakker stiller sig op i den danske arbejdsløshedskø for at få dagpenge.

Det viser en ny opgørelse fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), skriver Information.

Fra 2009 og til 2013 er antallet af dagpengemodtagere fra de 10 østeuropæiske EU-lande steget med 273 procent. Hvor der for tre år siden var 1430 østeuropæiske dagpengemodtagere, så ligger tallet i dag på 5336.

Betingelserne for at få dagpenge er de samme som for danskere: at østeuropæerne har været medlem af en a-kasse i et år, har arbejdet et år ud af de seneste tre og står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Alligevel vækker stigningen bekymring blandt flere arbejdsmarkedsordførere på Christiansborg. De frygter et pres på de danske velfærdsydelser.

Ifølge Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, har hverken de EU-positive partier eller befolkningen gjort sig klart, hvad konsekvenserne er af EU's indre marked:

- Når man siger ja til, at folk frit kan rejse over grænserne og arbejde, må man tage den pris med, at folk så skal have dagpenge. De skal jo have de samme rettigheder som danskerne. Sådan må det være, siger han.

- Vi kommer til at få debatter om SU, pension og nu dagpenge efterhånden som det bliver klart for folk, hvad det indre marked betyder, tilføjer Christian Juhl.

SF's arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen, konstaterer, at "det er en bekymrende udvikling, og noget vi må holde øje med på længere sigt".

Dansk Folkepartis finanspolitiske ordfører, René Christensen, er til gengæld ikke bekymret over stigningen af østeuropæere på dagpenge:

- På visse områder kan vi ikke undvære en indvandring af arbejdskraft og specielt ikke, når vi i de kommende år står over for en række store byggeprojekter. Og jeg er positiv overfor, at de melder sig ind i en a-kasse, siger han til Information.

/ritzau/

 

Dagens Gossip