50.000 tons kød trækkes tilbage

Kravet kommer, fordi man er i tvivl om kødets oprindelse. Fødevaremyndighederne frygter desuden, det indeholder hestekød, beretter nyhedsbureauet Reuters.

»Det kan indeholde spor af hestekød, men vi ved det ikke med sikkerhed på nuværende tidspunkt,« siger en talskvinde for fødevaremyndighederne.

Hun understreger, at der ikke er noget konkret, som tyder på, at kødet udgør en risiko for folks sundhed.

Kødet fra de to hollandske leverandører er solgt til cirka 500 virksomheder, hvoraf de 370 er placeret uden for Holland. Hvorvidt kødet er nået til Danmark, forlyder der ikke noget om på nuværende tidspunkt.

Kødskandalen, der har fyldt temmelig meget i de danske og internationale medier de seneste par måneder, begyndte at rulle i februar, hvor der blev fundet hestekød forklædt som andre former for kød i flere europæiske lande, heriblandt Danmark.

Dagens Gossip