51-årig mand overfaldet efter kasinobesøg

Manden blev overfaldet på Lundbyesgade i Aarhus klokken cirka 01.20, efter at han havde været på kasino på Hotel Royal. Her havde han vundet et større pengebeløb, og det var formentlig det, der var baggrunden for overfaldet.

»Inde på kasinoet var der en person, der højlydt havde kommenteret, at manden havde vundet pengebeløbet. Det kan have været vedkommende, eller en, der kender vedkommende, som efterfølgende stod bag overfaldet på den 51-årige,« siger politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.

Gerningsmanden indhentede den 51-årige, spændte ben for ham og tildelte ham 10-15 slag i baghovedet med en pistol. Den 51-årige måtte efterfølgende syes og behandles for en flænge i baghovedet samt skader på hænder og knæ. Det lykkedes dog ikke røveren at stjæle noget, da den 51-årige havde deponeret det vundne pengebeløb på kasinoet.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Gerningsmanden beskrives af politiet som værende en mand på 165-170 centimeter, maskeret med tørklæde over ansigt og hætte over hovedet, muligvis asiatisk af udseende. Han havde løse bukser på, muligvis joggingbukser, samt en rygsæk.

Politiet hører gerne fra vidner, der kan have set noget til episoden på Lundbyesgade. Man er særligt interesseret i at høre fra et vidne, som angiveligt var ved at stille en P-skive i en bil, da overfaldet fandt sted.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Dagens Gossip