51.000 danskere skal sikkerhedsgodkendes for at arbejde

Stadig flere skal tjekkes af Politiets Efterretningstjeneste (PET) for at kunne udføre deres job.

Fra 2011 til 2012 steg antallet fra 48.699 til 51.416 personer, viser tal fra Justitsministeriet, som Avisen.dk har fået aktindsigt i.

Tidligere operativ chef hos PET Hans Jørgen Bonnichsen forstår ikke nødvendigheden af de mange sikkerhedsgodkendelser. Han vurderer, der må være en trang til at klassificere flere ting som hemmelige, samtidig med at man giver flere mennesker adgang til dem.

- Men jo flere, der har adgang til hemmelige oplysninger, jo mindre hemmelige bliver de jo, siger han til Avisen.dk.

Hans Jørgen Bonnichsen mener, at man kan stille spørgsmålstegn ved den effekt, sikkerhedsgodkendelserne har. Især set i lyset af den senere tids skandaler med læk af cpr-numre og overvågning af kendtes kreditkort.

- Generelt er statens it-sikkerhed hullet som en schweizerost. Det er et paradoks, at mens man samtidig kræver flere sikkerhedsgodkendelser for at øge sikkerheden, så er det bare, det stik modsatte der sker, siger han til Avisen.dk.

Det er alt fra it-medarbejdere i ministerier til rengøringsassistenter, der arbejder om natten hos virksomheder med mange følsomme oplysninger, som gennemgår sikkerhedstjek.

Servicegiganten ISS har omkring 500 sikkerhedsgodkendte ansatte, som man ikke lige kan flytte mellem opgaver.

- Det gør arbejdet lidt mere administrativt tungt, fordi vi skal have godkendelserne fra PET og FE (Forsvarets Efterretningstjeneste, red.), og det er sværere at flytte medarbejdere mellem opgaver. Men det ved vi, og det indregner vi, når vi byder på den slags opgaver, siger Thea Gade-Rasmussen, projektleder fra Corporate Affairs i ISS Danmark, til Avisen.dk.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV