5200 mennesker søger asyl i Sverige på en uge

Skrevet af admin

16/09/2015

Mest læste i dag

I hele Sverige er der i den seneste uge registreret omkring 5200 nye asylansøgere.

Det siger Migrationsverket, som er den svenske udlændingestyrelse.

Af dem er 1533 registreret i Malmø lige på den anden side af Øresund.

Alene tirsdag og frem til onsdag middag kom der 800 asylansøgere til Malmø.

Ved 20-tiden tirsdag var presset på indvandringsmyndighederne i Malmø så stort, at ankomstcentralen Jägersro måtte lukke midlertidigt i nogle timer.

- Der kom rigtig mange mennesker på en gang. Af sikkerhedsgrunde kunne vi ikke lade alle komme ind i lokalet, der er bygget til omkring 100 personer, så der blev en prop, siger Matilda Niang fra Migrationsverkets pressetjeneste.

Hun siger også, at Migrationsverket ikke havde nogen anelse om, at der ville komme så mange tirsdag aften.

Det er ikke alle, der kommer til Malmø, der følger med de svenske myndigheder til Migrationsverkets kontor. Der er en del, der rejser videre på egen hånd.

/ritzau/TT