53-årig brite roede alene fra USA til Australien

Skrevet af admin

27/12/2015

Dagens topnyheder

Eventyreren John Beeden har som den første roet nonstop fra Nordamerika til Australien, oplyser den australske tv-station ABC.

Beeden tilbragte 209 dage på havet og nåede 27. december frem til den australske nordkyst efter at have tilbagelagt 7400 sømil på Stillehavet.

Hans canadiske kone og hans to teenagedøtre var med i den folkemængde, som tog imod i havnen i Cairns i Queensland klokken 10.00 søndag lokal tid.

Beeden roede for tre år siden over Atlanterhavet alene. Han besluttede derefter, at han ville kaste sig ud i en endnu større udfordring og begynde at gøre forberedelser til turen over Stillehavet.

- At være den første, som har opnået noget i denne størrelsesorden, er virkelig fantastisk, og det er ikke rigtigt gået op for mig endnu, siger han.

Den 53-årige brite forlod 1. juni i år San Francisco i sin seks meter lange båd Socks II.

Han har siden roet hver dag - sommetider op til 15 timer i døgnet. Det var hans håb at nå frem til Australien i midten af november, men dårligt vejr forsinkede hans ankomst med mere end en måned.

Beeden siger, at rejsen blev hårdere og mere vanskelig, end han havde ventet.

- Men hvis jeg skal være ærlig, så var det også det, som jeg havde søgt, siger han og tilføjer, at han finder det meget mærkeligt at have fast grund under fødderne igen.

- Jeg så et fragtskib og et krydstogtskib for et par dage siden. Det var begyndelsen på normaliteten igen.

Han siger, at han på et tidspunkt på sin tur fik at vide, at den person, som var tættest på ham, var en astronaut på Den Internationale Rumstation 250 kilometer væk.

Beeden har ikke haft en konstant følgebåd, men han har fået leveret forsyninger flere gange undervejs.

Beedens kone, Cheryl, siger, at det er en stor lettelse, at hendes mand nåede sikkert frem.

- Jeg har levet med det i syv måneder, men jeg var hele tiden sikker på, at han ville klare det, siger hun.

Beeden roede 2600 sømil over Atlanterhavet på 53 dage i 2011. Han siger, at det var langt sværere at tackle Stillehavet.

I 1983 lykkedes det næsten for den britiske roer Peter Bird at ro alene fra San Francisco til Australien, men han fik problemer nær Barrier Reef kun 33 sømil fra den australske kyst, hvor han blev reddet af et flådefartøj. Bird gjorde flere nye forsøg, men forsvandt på havet i 1996.

/ritzau/