53-årig kvindelig bankrådgiver i Sparbank i Skive hævede en million til sig selv

En 53-årig kvindelig ansat i Sparbank i Skive er blevet dømt for bedrageri mod banken, fordi hun hævede over en million kroner til sig selv.

Bedrageriet fandt sted i perioden fra december 2005 og frem til november 2008, og i den tid lavede hun hele 176 uberettigede overførsler og hævninger.

Det samlede beløb var på 6,7 millioner kroner, men mange af hævningerne blev brugt til at dække tidligere hævninger ind.

Det gjorde det vanskeligt for bankens revisorer at opdage svindelen.

Samlet er banken og kundernes tab opgjort til 1.029.356 kr.

- Jeg er tilfreds med dommen, der giver et tydeligt signal om, at der har været tale om alvorlig kriminalitet begået af en betroet medarbejder, siger anklagerfuldmægtig Ulrik Panduro fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Bankkassereren har nægtet sig skyldig under sagen, og har forklaret, at hævningerne må være foretaget af hendes kolleger.

Sagen har været behandlet ved Retten i Viborg, og der har været afhørt en række af bankens ansatte.

Herudover har der været fremført tekniske beviser, blandt andet i form af overvågningsvideo, der viste nogle af bankkassererens hævninger.

Dommen lyder halvandet års fængsel, hvoraf hun dog kun skal afsone tre måneder, mens resten er gjort betinget.

Dagens Gossip