55-årig idømt fem års fængsel for at voldtage datter

Skrevet af admin

12/03/2015

Dagens topnyheder

En 55-årig mand er kendt skyldig i at voldtage sin ældste datter ad tre omgange, da hun var mellem otte og 10 år gammel. Retten i Glostrup har torsdag idømt faren fem års ubetinget fængsel.

Manden er ud over voldtægterne dømt for at have udøvet vold mod sine tre øvrige børn i den samme periode mellem 2009 og 2011.

Ifølge Københavns Vestegns Politi skulle han have slået dem med et bælte og truet den ældste datter til tavshed.

Børnenes 55-årige mor fik ved samme lejlighed en betinget dom med en prøvetid på to år for vold mod dem.

Manden ankede byrettens afgørelse. Der er navneforbud i sagen, indtil dommen afsiges i landsretten.

Senioranklager Steen Ulriksen, som havde krævet at få manden fængslet imellem fire og seks år, er tilfreds med dommen.

- De tre tilfælde af voldtægt mod den ældste datter var særdeles hårde. Pigen var kun otte år, da det sker første gang. Og at forgribe sig på en pige på otte år - det er groft, siger Steen Ulriksen til Ritzau.

Manden blev anholdt 17. juli 2014 og har siddet varetægtsfængslet frem til, at dommen blev afsagt. Han vil fortsat være fængslet frem til landsrettens afgørelse.

/ritzau/