55-årig mand lavede hasarderet overhaling foran civil politibil

En 55-årig mand blev ved retten i Helsingør idømt en bøde på 2.000 kroner for at lave farlige overhalinger, skriver lokalavisen.dk.

I maj sidste år kom manden kørende ad Isterødvejen i Hørsholm i sin Audi. Men trafikken gled ikke hurtigt nok efter hans mening. Så han overhalede to biler – heriblandt en civil politibil.

I retten forklarede to betjente, at manden kørte tæt op af politiets bil og han overhalede i tæt trafik. En modkørende bilist måtte bremse ned og lave en undvigemanøvre, for at undgå en påkørsel.

I retten ville anklageren have den 55-årige mand frakendt kørekortet. Det mente manden dog ikke. Han forklarede, at han havde kørt uhensigtsmæssigt, men ikke så alvorligt, at det skulle koste kørekortet.

Den 55-årige mand var først blevet præsenteret for en bøde på 2.000 kroner, men da han klagede over bøden, kom kørekortet også i fare.

Dommeren vurderede, at bilisten ikke kunne forvente, at hans kørekort også ville komme i spil ved, at han lavede indsigelse mod bøden. Derfor blev manden dømt til at betale en bøde på 2.000 kroner samt sagens omkostninger.

Dagens Gossip

Dagens TV