56-årig fængslet for at slå samlever ihjel med mukkert

Skrevet af admin

02/12/2013

Dagens topnyheder

En 56-årig mand er sigtet for at have dræbt sin samlever i Handbjerg mellem Skive og Struer med en mukkert. Politiet mener, at drabet fandt sted allerede onsdag i sidste uge.

Manden blev mandag varetægtsfængslet indtil den 17. december, oplyser vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard, Midt- og Vestjyllands Politi.

Kvinden på 60 år blev søndag fundet død i parrets hus.

Politiet sigter mandag for at have dræbt kvinden i onsdags ved at have slået hende i ansigtet med en mukkert.

- Manden nægter sig skyldig i drab, men han erkender, at han har slået kvinden med en mukkert, siger Michael Kjeldgaard.

Den 56-årige blev mandag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holstebro. Det foregik for lukkede døre. Derfor er der ikke oplysninger om motivet til forbrydelsen.

Politiet afventer nu svar på en obduktion af kvinden, der skal vise, hvornår hun er død, og den præcise dødsårsag.

- Obduktionen vil sige, hvornår hun er død, hvordan hun er død, og om hun er død med det samme. Det afventer vi nu, siger Michael Kjeldgaard.

Kvinden blev sidst set den 27. november, og politiet mener, at drabet fandt sted den dag.

/ritzau/