56 danskere i Filippinerne mangler at give lyd fra sig

Skrevet af admin

10/11/2013

Dagens topnyheder

Udenrigsministeriet mangler fortsat at høre fra 29 danskere, der opholder sig i Filippinerne. Der er dog ikke meldinger om sårede eller omkomne blandt danskerne i området.

Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice søndag aften til Ritzau.

Den vagthavende hos Borgerservice fortæller, at myndighederne på Filippinerne fortsat prøver at få kontakt til de danskere, som er registreret på danskerlisten.

- Vi har arbejdet hårdt på at få kontakt til danskerne. Blandt dem, som er registreret i området på vores danskerliste, mangler vi at få kontakt til 29. Langt størstedelen af dem står registreret i Cebu, oplyser kontorchef Søren Vøhtz.

Uden for de registrerede på danskerlisten har Borgerservice modtaget anmeldelser fra flere pårørende omkring savnede personer i Filippinerne.

- Der har vi også et antal, hvor vi mangler at få kontakt. Tallet i øjeblikket ligger derfor i alt i størrelsesordenen et par og fyrre, siger Søren Vøhtz.

Der er problemer med at få kontakt til de resterende danskere, da både telefoner og internet er nede i de ramte områder.

Indtil videre er der ikke meldinger om sårede eller omkomne blandt de danskere, som man mangler at komme i kontakt med.

Administrerende direktør hos Dansk Rejsebureau Forening, Lars Thykier, havde søndag eftermiddag heller ikke fået meldinger om, at der har været nødlidende danskere.

- Jeg har intet hørt fra vores medlemmer om, at der er danske turister, der har brug for hjælp. Det tyder på, at bureauerne har tjek på det og ikke har brug for assistance, fortalte Lars Thykier.

Ifølge DR Nyheder bor der på Filippinerne omkring tusind danskere, og 200 af dem er i den del af landet, hvor tyfonen Haiyan hærgede fredag.

/ritzau/