+ 56 telefonsvindel: TDC har lukket syv udenlandske numre ned

Weekenden igennem er rigtig mange danskere blevet ringet op fra udenlandske telefonnumre, og der er tale om omfattende svindel.

Numrene starter med +56, der er landekoden for Chile i Sydamerika, så det er her svindlerne lige nu har deres base.

Det koster ikke noget at tage telefonen når de ringer, men hvis du ringer tilbage til nummeret, bliver du udsat for en overtaksering, der kan koste dig op mod 100 kroner pr. opkald.

Hos TDC er man meget opmærksomme på telefonsvindlen, der er massiv lige nu.

- Vi har foreløbigt lukket syv udenlandske numre ned, fordi de er blevet brugt til denne svindel. Og vi fortsætter overvågningen, og vil lukke for flere hvis vi kan se de bliver misbrugt, siger Camilla Sebelius fra TDCs kommunikationsafdeling til dagens.dk.

Som det blandt andet fremgår af debatten her på dagens.dk, så er rigtig mange danskere blevet ringet op af numrene.

- Og det bedste råd er IKKE at ringe tilbage. Så sker der ingenting. Vi ved fra tidligere, at denne form for svindel kommer i bølger, og sådan en har vi altså lige nu. men lad være med at ringe tilbage til nummeret, siger Camilla Sebelius.

Hun har ikke noget tal på hvor mange opkald der har været ind til danske kunder, men syv af disse svindelnumre er altså allerede lukket.

Del gerne artiklen på Facebook - og advar dine venner!

Er du også blevet ringet op? Skriv din oplevelse herunder i kommentarfeltet.

Dagens Gossip