6 km kan gøre forældrekøb 600.000 kr. billigere

Den store årlige boligjagt går ind på tirsdag den 30. juli, når tusindvis af unge for at vide, at de er optaget på studier i de store danske byer. For manges vedkommende er løsningen, at forældrene køber en lejlighed, og efterfølgende lejer den ud til datteren eller sønnen.

"Mange unge har lyst til at prøve at bo i byen og opleve den puls og de tilbud, som findes der. Men vi oplever også en del unge, som i højere grad lægger vægt på selve boligen end beliggenhed i byen, og i de tilfælde er der både god mening og store besparelser i at kigge lidt uden for brokvartererne eller midtbyen," siger kommunikationskonsulent Birgitte Ringbæk fra EDC, der kommer med disse eksempler:

Mellem Frederiksberg og Rødovre er der 6 km og gode trafikforbindelser. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for 2-værelses lejligheder er i øjeblikket 16.369 kr. i Rødovre, mens den på Frederiksberg er på 29.702 kr. En 2-værelses lejlighed på 50 kvm. kan derfor være 665.000 kr. billigere, hvis den studerende bosætter sig 6 km fra Frederiksberg.

Er det i Aarhus, at barnet skal studere, kan en i lejlighed i Brabrand, 7 km fra universitetet, hurtigt være en kvart million billigere.

Er det på Roskilde Universitets Center, at den unge har fået studieplads, er der også næsten en kvart million at spare på en 2-værelses lejlighed, hvis man køber lejlighed i Høje-Taastrup, ca. 12 km væk fra universitetet i Roskilde.

På Fyn er der fra Syddansk Universitet knap 7 km til Odense-forstaden Dalum. Her er kvadratmeterpriserne ca. 10.000 kr., hvor Odense som gennemsnit ligger ca. 5.000 højere. Her er der således også en kvart million at spare ved en lidt længere transport.

Udbuddet styrtdykker

Udbuddet af 1- og 2-værelses lejligheder i universitetsbyerne er de sidste to år faldet 38 pct., påpeger EDC.

Alene i København og Frederiksberg er der tale om en halvering fra 1.452 boliger i 2011 til aktuelt 735 lejligheder til salg. 

"Frederiksberg har de seneste år oplevet en markant prisstigning i forhold til de øvrige studiebyer, og er i dag landets klart dyreste kommune at købe lejlighed i," oplyser Birgitte Ringbæk.

Dagens Gossip

Dagens TV