60 civile meldes dræbt på blodig fredag i Syrien

Skrevet af admin

09/07/2016

Mest læste i dag

Mindst 60 civile er dræbt og flere hundrede såret efter kampe mellem oprørsgrupper og regimet fredag i det nordvestlige Syrien.

Det siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der får sine oplysninger fra et netværk af aktivister og kilder over hele Syrien, ifølge AFP.

Blandt de dræbte er flere børn.

34 civile, herunder fire børn, skulle være dræbt og 200 andre såret under oprørsgruppers angreb på områder ved Aleppo, der er under regimets kontrol, siger observatoriet.

Det statslige nyhedsbureau Sana har et noget lavere dødstal. Det beretter om 23 døde og 140 sårede.

En AFP-journalist i den østlige del af Aleppo fortæller, at luft- og raketangreb udført af regimet også har ramt områder, hvor oppositionen holder til. Seks civile - tre børn - meldes dræbt af regimets angreb på oprørskontrollerede områder.

Endelig har mindst 22 civile mistet livet i Darkush nær den tyrkiske grænse ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder. Byen er styret af al-Qaeda.

- Dødstallet ved dette angreb er nu på 22 personer, herunder et barn og syv kvinder, siger lederen af observatoriet, Rami Abdel Rahman.

Det står ikke klart, hvem der har udført dette angreb.

Trods en midlertidig våbenhvile, som det syriske styre selv erklærede onsdag, var regeringens kampfly fredag på vingerne for at bombe oprørsstillinger i dele af Aleppo.

Regeringen erklærede de tre dages våbenhvile i anledning af den årlige eid-fest, der markerer afslutningen på muslimernes fastemåned, ramadanen.

Men kampene er fortsat på trods af våbenhvilen, der formelt udløb ved midnat fredag.

Torsdag rykkede syriske regeringsstyrker tættere på de områder af Aleppo, som oprørsgrupperne kontrollerer.

Præsident Bashar al-Assads styre har gennem længere tid været i gang med en offensiv mod storbyen i det nordlige Syrien.

Der bor mellem 250.000 og 300.000 mennesker i Aleppo i dag, vurderer observatoriet.

Inden demonstrationerne brød ud i Syrien i 2011 og siden udviklede sig til en blodig konflikt, var Aleppo Syriens største by med lidt over to millioner indbyggere.

/ritzau/