60 dages fængsel til FCK-fan for at forsøge at sparke politihund

En 23-årig FCK-fan fra Frederiksberg er i dag blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel.

Han er dømt for sammen med flere andre at forsøge at skade en politihund med spark efter en fodboldkamp mellem Brøndby IF og FC København den 8. maj sidste år på Brøndby Stadion.

Episoden skete på Park Allé, hvor en gruppe fodboldbøller opførte sig truende og aggressivt. Flere kastede ting efter politiet og gik til angreb på tjenestehunde. Manden var en af frontløberne. Sammen med flere andre forsøgte han således at sparke en politihund.

60 dages ubetinget fængsel

I dag faldt der dom ved Glostrup Ret. Han fik 60 dages ubetinget fængsel.

Ud over forsøg på hærværk blev manden også dømt for groft at forstyrre den offentlige orden.

- Det bør koste fængsel at angribe dyr i tjeneste. Politihunde varetager en vigtig funktion i politiet, siger anklagerfuldmægtig Nina-Maria Hansen.

Hun påpeger, at politi og anklagemyndighed generelt har stor fokus på fodboldkampe.

- En fodboldkamp skal være en festlig og fredelig begivenhed, hvor familier og spillere ikke skal føle, de risikerer liv og lemmer, siger anklagerfuldmægtig Nina-Maria Hansen.

Dømte overvejer at anke

Den 23-årige har også på baggrund af episoden fået karantæne af Københavns Vestegns Politi. Han er dermed udelukket som publikum i to år fra fodboldkampe i Danmark, hvor blandt andet superligahold deltager.

Dagens Gossip

Dagens TV