60 øre mere for din T-shirt kan redde Bangladesh

Samlet vil knap 17 mia. kroner over en fem-årig periode være nok til at brandsikre de 4.500 fabrikker, som ligger i landet, og som naturligt nok har givet Bangladesh tilnavnet Verdens Systue. Og med det massive antal beklædningsdele, der hvert år bliver sendt af sted til verdens forbrugere, beløber det sig til 60 øre i ekstraomkostning pr. tøjstykke, vurderer organisationen ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.

Arbejdsorganisationen sendte sin analyse på gaden i december, efter at endnu en fabriksulykke kostede mere end 100 arbejdere livet, mens de syede tøj og tekstiler for de amerikanske detailkæder Walmart og Sears.

Nu er debatten om Bangladesh blusset op igen, efter at knap 1.200 syersker omkom i april, da deres arbejdsplads styrtede i grus. Også her syede de bangladeshiske kvinder tøj for vestlige selskaber, heriblandt danske PWT Group, der blandt andet står bag Tøjeksperten.

Ifølge Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH) er beregningerne ikke up to date, fordi der siden er indgået et samarbejde mellem den bangladeshiske regering, arbejdsgiverne, der ejer fabrikkerne, og ILO, der er arbejdstagerorganisationen under FN.

»Der er sket meget siden udregningerne i december. Ikke mindst fordi der er vedtaget en national handlingsplan i tæt samarbejde med ILO, hvilket har stor betydning for, hvor store omkostningerne er, og hvem der bidrager med hvad,« siger sekretariatsleder Hanne Gürtler, der 24. juni i samarbejde med sin norske søsterorganisation og Udenrigsministeriet afholder et møde for den danske tekstilbranche.

Her skal branchen endnu en gang debattere, hvorvidt danske tekstilvirksomheder skal tilslutte sig den internationale Bangladesh-aftale, der bestemmer, at virksomhederne hver især skal bidrage med en halv million dollar om året for at opgradere deres leverandørers fabrikker - og dermed forbedre vilkårene for arbejderne.

I brancheforeningen Wear, som har medlemmer som Jysk, Bestseller og Texman (Tøjeksperten), der alle producerer i Bangladesh vil man heller ikke forholde sig til udregningerne fra Workers Right Consortium. Berlingske Business ville ellers gerne have spurgt om, hvorvidt danske virksomheder vil være i stand til og ønsker at tage sådan en eventuel ekstraregning på deres kappe, eller om den ville blive sendt videre til forbrugerne.

»Vi venter, at vi også skal diskutere fordeling og omkostninger generelt på mødet 24. juni. Her vil vi danne os et overblik over den samlede økonomi,« siger Torben Rosenstock, sekretariatschef i Wear.Danske virksomheder importerede sidste år beklædningsvarer fra Bangladesh for 2,4 milliarder kroner.

Dagens Gossip