60 procent af forældre ved ikke at deres børn ikke er forsikret

Ferien er ved at være forbi, og et nyt skoleår står for døren. De færreste forældre er dog klar over, at kommunen ikke længere forsikrer børn, der kommer ud for en ulykke i skole eller institution.

60 procent af forældrene er uvidende om, at deres børn ikke er forsikret, når de er i skole. Det viser en undersøgelse, som TSN Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

Hvert år besøger 175.000 børn skadestuen. Cirka 12.000 af dem er kommet til skade på skoler eller i institutioner, men kommunerne forsikrer ikke længere børn, der kommer ud for et ulykkestilfælde. Børnene kan kun få erstatning, hvis de er dækket på en privattegnet ulykkesforsikring. Det er konsekvensen af en afgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet i 2011.

Kommer som et chok

- Oveni chokket når barnet kommer til skade, er det yderst ubehageligt at opdage, at barnet måske ikke er dækket af nogen forsikring. Vi opfordrer derfor alle forældre til hurtigst muligt at tjekke, om børnene er medforsikret på forældrenes ulykkesforsikring, eller om de har deres egen ulykkesforsikring. Ofte ser vi, at forældrene skynder sig at få den førstefødte med på ulykkesforsikringen, men glemmer de næste børn, siger Hanne Berg, der er afdelingsdirektør i Gjensidige Forsikring.

Mange børn er automatisk omfattet af forældrenes ulykkesforsikring til, de fylder to år. Derefter skal de have deres egen dækning enten på forældrenes forsikring eller på en selvstændig børneulykkesforsikring.

Store beløb

Der kan både være tale om små og store skader, som børnene kan komme ud for. Ved nogle af dem bliver familien først økonomisk ramt, når barnet bliver ældre. Tandskader efter fald eller sammenstød er for eksempel den skade, som børn hyppigst kommer ud for.

Skoletandplejen står for den nødvendige behandling uden udgifter for forældrene, så længe barnet er under 18 år.

- Problemet er, at der ofte er tale om midlertidig behandling ved skoletandplejen, da den endelige behandling først kan ske, når barnet er fuldt udvokset. Det vil sige, når barnet er mellem 18-25 år, hvor det offentlige ikke længere betaler. Det er her, betydningen af en privattegnet ulykkesforsikring virkelig slår igennem, idet tandskader typisk ligger på mellem 20.000 og 30.000 kroner, hvis skaden først kan færdigbehandles, når barnet er fyldt 18 år, fortæller Hanne Berg.

Danmark eneste land i Skandinavien

I både Sverige og Norge er børnene forsikrede på kommunens kollektive ulykkesforsikring. Danmark er det eneste land i Skandinavien, hvor kommunerne ikke længere må tegne kollektive ulykkesforsikringer for børnene ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Kommunerne har rettet sig efter afgørelsen, som betyder, at kun få kommuner fortsat har dækning her i 2013

Dagens Gossip