60 tyske IS-militante meldes dræbt

Hundredvis af tyske statsborgere er rejst til Mellemøsten for at melde sig under den militante ekstremistiske bevægelse Islamisk Stats faner, og en del af dem er dræbt på slagmarken i Syrien og Irak.

Det siger Hans-George Maassen, chef for den tyske sikkerhedstjeneste.

- Omkring 60 personer fra Tyskland er blevet dræbt eller har dræbt sig selv. Mindst ni under selvmordsangreb, siger han til avisen Welt am Sonntag.

- Det er en trist succes for islamisk propaganda, tilføjer han.

Ifølge sikkerhedschefens oplysninger har i alt omkring 550 tyske statsborgere sluttet sig til Islamisk Stat (IS) i konfliktzonen. 180 af dem er vendt tilbage igen.

Muslimer fra store dele af Vesten er rejst til Mellemøsten for at slutte sig til IS. I Danmark har PET før sagt, at omkring 100 er i Syrien og Irak, eller har været, for at kæmpe med IS.

Lørdag sagde den svenske sikkerhedstjeneste Säpo, at 100 svenskere med sikkerhed er eller har været Syrienkrigere, men en del er nok faldet under radaren, så det reelle tal kan være 300.

I Storbritannien taler myndighederne om, at 500 briter er rejst ned til IS, Khalid Mahmood, der er parlamentariker for oppositionspartiet Labour siger til avisen Sunday Telegraph, at tallet er langt større. Måske 2000.

I onsdags sagde Frankrigs premierminister, Manuel Valls, at flere end 1000 franskmænd er rejst ned for at kæmpe med IS.

50 af dem er dræbt.

Frankrig er det europæiske land, der har den største muslimske befolkning.

Myndighederne i Vesten frygter, at muslimerne, der har kæmpet med IS, vender radikaliserede hjem.

De kan samtidig have lært sig at håndtere våben og bomber under opholdet i Mellemøsten.

Flere lande, herunder Danmark, har kampfly i Mellemøsten for at hjælpe lokale styrker med at bekæmpe Islamisk Stat, som har udråbt, hvad bevægelsen kalder et kalifat i dele af Syrien og Irak.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip