61-årig i black out: Tog på job efter ulykke

En 61-årig mand var et stort spørgsmålstegn, da betjente i formiddag opsøgte ham på hans arbejdsplads i Aalborg.

Kort forinden havde manden kørt sin varevogn op bag i en personbil på motorvejen ved Tylstrup.

Men den 61-årige var kørt videre, som om intet var sket, oplyser DR Nordjylland.

Politiet fandt varevognens nummerplade på uheldsstedet, ligesom køretøjet havde tydelige skader efter et sammenstød.

- Men manden kunne ikke huske noget om uheldet. Derfor har vi kørt ham på sygehuset for at få tjekket, om han har fået et blackout, siger vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi.

Manden slap uskadt fra uheldet, mens to personer i personbilen måtte skæres fri. De har smerter i nakken, oplyser politiet.

 

Dagens Gossip