62-årig filmhelt Jeff Goldblum fra Jurassic Park bliver far for første gang

Som 62-årig er skuespilleren Jeff Goldblum blevet far for første gang med sin 30 år yngre kone.

Onsdag viste den nybagte far stolt sønnike frem på sin officielle Facebook-profil på et familiefoto af sig selv, lille Charlie og den 32-årige mor og kone, den tidligere olympiske gymnast Emilie Livingston.

- Vi er så glade over at dele den vidunderlige nyhed om fødslen af vores søn, Charlie Ocean Goldblum, født den 4. juli. Independence Day, skriver den stolte far, der selv meget apropos spillede hovedrollen i katastrofefilmen "Independence Day" fra 1996.

Goldblum, som er kendt fra "The Grand Budapest Hotel" og dinosaur-actionbragene "Jurassic Park", har været gift to gange før, men det er først med sin tredje kone, at han har udvidet familien.

Skuespilleren mødte Emilie Livingston i 2012 og giftede sig med hende i november 2014, hvor hun gav ham sit livs bryllupsgave.

- Hun fortalte mig dagens inden vores bryllup, at hun var gravid, jublede Goldblum over for talkshow-værten David Letterman.

Selv har den nybagte mor flittigt opdateret de sociale medier i den søde ventetid.

- Elsker rejsen mod at blive mor! At se min krop ændre sig, for at vores lille dreng kan vokse, er mere fantastisk, end ord kan beskrive, lød det fra Livingston på Instagram under graviditeten.

Efter sin barsel vender Goldblum tilbage til optagelserne på "Independence Day: Resurgence", som er efterfølgeren til den første "Independence Day"-film, der havde premiere for 19 år siden. Den nye film får premiere næste år, og med på rollelisten er mange fra det oprindelige cast, men også nye stjernenavne som Liam Hemsworth og Charlotte Gainsbourg.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip

Dagens TV