62 nye sager om social dumping efter aktion

Det var ikke forgæves, at en gruppe medarbejdere fra Skat, Arbejdstilsynet og politiet tog på rundtur i vinterkulden til byggepladser og udenlandske virksomheder.

For de kunne slå ned på en række overtrædelser under aktionen mod social dumping, der skal dæmme op for unfair konkurrence mod danske virksomheder.

I alt besøgte aktionsgrupper 85 arbejdssteder over hele landet med 142 danske og udenlandske virksomheder til stede - langt størstedelen inden for bygge- og anlægsbranchen. Og der var bid.

- Desværre så vi på aktionen, at der igen var livsfare for både danske og udenlandske beskæftigede, siger tilsynschef i Arbejdstilsynet Hasse Mortensen i en pressemeddelelse.

- Eksempelvis blev der arbejdet med en motorsav, så vi måtte standse arbejdet, og der var tunge løft, som navnlig i en kold tid kan føre til akutte problemer i ryg og led, tilføjer han.

Arbejdstilsynet kunne skrive 62 tilfælde ned i den sorte over brud på arbejdsmiljøloven - heraf var 43 af tilfældene alvorlige overtrædelser.

Desuden var der også fem udenlandske virksomheder, som ikke var registreret korrekt og derfor kan forvente politianmeldelse og bødestraf.

Politiet anholdt en enkelt person, som ikke var i besiddelse af gyldig arbejds- og opholdstilladelse.

Skat havde travlt på tirsdagens aktion. Umiddelbart skal der nu gennemgås forhold om mulig overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen i 47 tilfælde, som er fundet blandt de 104 virksomheder, der blev kontrolleret.

- Aktionen i går bekræfter, at det er væsentligt, at vi til stadighed holder fokus og gennemfører aktioner på området, siger skattedirektør Per Jacobsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip