62 universitetsuddannelser sortlistes for få timer

Skrevet af admin

05/07/2016

Dagens topnyheder

På landets længste uddannelser er det langt fra sikkert, at eleverne også får mange undervisningstimer.

Det viser en opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet ifølge Berlingske og Politiken.

Opgørelsen viser, hvor mange timers undervisning studerende får per såkaldt ECTS-point.

En studerende skal som udgangspunkt gennemføre kurser og fag svarende til 30 ECTS-point per semester eller 60 ECTS-point om året.

Af opgørelsen kan man se, at de studerende på 62 af landets universitetsuddannelser har under tre lektioner per ECTS-point, hvilket svarer til cirka 6,4 lektioner – eller under 5 klokketimer.

Et lavt antal, der bekymrer Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V).

- Det er utrolig vigtigt, at vi har uddannelse af høj kvalitet, og forudsætningen for det er ikke mindst tilstrækkelig og god undervisning med feedback. Der er ofte en sammenhæng mellem omfanget af undervisning og studieaktivitet, siger hun til Berlingske.

Det er første gang, at universiteterne har skulle indlevere tal for antallet af undervisningstimer på universiteterne.

Af opgørelsen kan man se, at der er store forskelle på, hvilke universiteter der har mange uddannelser med få timer.

- Det er bemærkelsesværdigt, at der er så store forskelle på, hvordan undervisningen er sammensat på de enkelte uddannelser, siger ministeren om tallene til Berlingske.

Hun har derfor bedt fem institutioner om en forklaring på, hvorfor tallene er som de er.

Universitetet med flest sortlistede uddannelser er Københavns Universitet med 32 uddannelser, mens der er 17 på Aalborg Universitet (AAU), der har næstflest.

/ritzau/