63 kvinder og piger slipper fri fra militante i Nigeria

Skrevet af admin

07/07/2014

Dagens topnyheder

En række kvinder og unge piger er efter ugers fangenskab lykkedes med at slippe fri fra militante islamister, som menes at have forbindelse til oprørsgruppen Boko Haram i Nigeria.

Ifølge sikkerhedskilder er flere end 60 kvinder og piger nu på fri fod.

De blev bortført i juni i det nordøstlige Nigeria.

- Jeg modtog en besked fra mine kolleger, om at cirka 63 af de bortførte kvinder og piger er vendt hjem, siger Abbas Gava, der er en del af et lokalt vagtværn.

Ifølge ham flygtede de, da bortførerne tog ud for at kæmpe mod hæren.

- De tog den modige beslutning, da deres bortførere forlod stedet for at udføre en operation, fortæller Abbas Gava.

En højtstående anonym sikkerhedskilde i delstaten Borno bekræfter, at kvinderne og pigerne nu er undsluppet.

Militante islamister var fredag i hårde kampe med hæren efter et angreb i byen Damboa, hvor flere end 50 personer blev dræbt.

Det er ikke bekræftet, at kvinderne og pigerne blev taget til fange af folk fra Boko Haram, men den militante gruppe har tidligere stået bag lignende bortførelser.

Den 14. april bortførte Boko Haram over 200 teenage-piger fra deres sovesale på en kostskole i Chibok. Skolepigerne blev gennet op i nogle lastbiler, der kørte mod grænseområdet til nabolandet Cameroun.

Boko Haram kæmper for en islamistisk stat i det nordlige Nigeria, og oprørsgruppen er uden sammenligning den største sikkerhedstrussel mod Afrikas største økonomi og største olieproducent.

Den ekstreme vold overskygger alle regeringens bestræbelser på at lokke udenlandske investorer til Nigeria, der har muligheden for at blive en økonomisk gigant på det afrikanske kontinent.

/ritzau/AFP