64-årig plejefar overvejer at anke fængsel for sexovergreb

Efter dommen torsdag tog han sig ifølge BT 14 dages betænkningstid.

Dommen blev afsagt ved Retten i Horsens, hvor tre juridiske dommere og et enigt nævningeting kendte ham skyldig i at forgribe sig på pigerne.

Ud over fængsel skal den 64-årige »plejefar« bøde ved at betale erstatninger på henholdsvis 125.000 kroner og 100.000 kroner til de to piger.

Ifølge anklageskriftet havde Jørgen Uhrskov fra 1998-2009 misbrugt tre børn seksuelt, men retten fandt, at der ikke var belæg for påstanden om det sidste barn, en dreng.

Det yngste offer, en af pigerne, var seks år, da overgrebene begyndte, og det stod angiveligt på i syv år.

Overgrebene er angiveligt sket, mens børnene boede på opholdsstedet, hvor de havde tætte relationer til den 64-årige, som de blandt andet kaldte for plejefar. Han har dog i retten forklaret, at grunden til titlen var et forsøg på at give de anbragte børn en følelse af at være familie og have et hjem.

Mens forsvareren, Niels Fjeldberg, i sin procedure lagde vægt på, at de tre unge mennesker er »børn med diagnoser«, og at deres forklaringer derfor ikke har samme troværdighed som »almindelige« børns, mente anklager Mette Schjoldager ifølge BT, at de unges forklaringer var det stærkeste bevis for den 64-årig skyld. For de har »uafhængigt af hinanden anmeldt overgreb og fortalt om de grusomheder, de har været udsat for«.

»De fortæller alle tre, at Jørgen Uhrskov ville vise dem, hvad ægte kærlighed er, og hvordan man skal gøre, når man får en kæreste,« sagde Mette Schjoldager.

Hun fremhævede ligeledes, at den 64-årig var utroværdig, fordi han tidligere har ændret forklaring. Blandt andet fortalte han i grundlovsforhøret, at han altid sov alene, mens han senere i vidneskranken i retten sagde, at hans kone oftest sov hos ham i det rum, hvor de påståede overgreb skal have fundet sted.

Forklaringen fra den dømte lød, at han var langt nede på det tidspunkt, hvor grundlovsforhøret fandt sted, og derfor ville han ikke »stå på mål for det«, fordi han var i »dyb, dyb krise«.

Retten fandt ifølge BT, at Jørgen Uhrskov i de perioder, hvor han misbrugte pigerne, ofte sov alene i et vagtværelse i samme bygning som pigernes soveværelse.

Anklageren krævede mellem syv og otte års fængsel, og pigernes bistandsadvokater ville have en erstatning på 150.000 kroner til hvert af de to ofre, mens forsvareren ikke mente, at erstatningen skulle overstige 50.000 kroner.

Dagens Gossip