65 mennesker bekræftes omkommet i kinesisk færgetragedie

65 er døde. 14 har overlevet. Over 370 savnes.

Det er den uhyggelige statistik efter tragedien på Yangtze-floden i Kina, hvor en færge med særligt ældre, kinesiske turister om bord mandag forliste.

Ifølge kinesisk stats-tv er 65 lig blevet fundet siden forliset. Natten til torsdag blev 39 omkomne bjærget, skriver CCTV på sin netavis.

Skibet havde 456 personer om bord, da et pludseligt uvejr fik færgen til at kæntre i løbet af blot få minutter.

Redningsarbejdere leder fortsat efter overlevende, selvom håbet for at finde flere passagerer i live svinder ind time for time.

De forsøger blandt andet at finde de mange savnede ved at skære hul i skibets bug og lade dykkere gennemsøge skibets kabine for kabine i håb om, at lufthuller inde i skibet kan have reddet nogle.

- Skibet sank i løbet af meget kort tid, så der kan fortsat være mennesker fanget i skroget. Det betyder, at der stadig kan være overlevende at finde, siger Li Qixio fra Naval University of Engineering til det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Kun 14 mennesker er kommet i sikkerhed - heriblandt færgens kaptajn og maskinmester. De er begge blevet afhørt af politiet, men intet tyder ifølge de foreløbige undersøgelser på, at skibet var overfyldt eller manglede redningsveste.

Pårørende til de savnede har flere gange kritiseret myndighederne for at være sparsomme med oplysninger om eftersøgningsarbejdet.

Flere er rejst til området i provinsen Hubei, hvor de ifølge myndighederne kan få lov til at tage til ulykkesstedet i løbet af dagtimerne torsdag.

Angiveligt vil de pårørende blive fragtet i bus ud til flodens bred, hvorfra de kan se skibet. Journalister har dog ikke adgang til at komme med, skriver Reuters.

Katastrofen kan vise sig at blive den værste i landet i næsten 70 år.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip