65 ofre fra MH17 er blevet identificeret

Skrevet af admin

10/08/2014

Mest læste i dag

Hollandske retsmedicinere har indtil videre identificeret 65 ud af de i alt 298 ofre ved flyulykken i det østlige Ukraine i juli.

Ifølge den hollandske regering er ofrene blevet identificeret ud fra jordiske rester fra ulykkesstedet, hvor der fortsat er hårde kampe mellem det ukrainske militær og prorussiske separatister.

Af de 298 personer om bord på det malaysiske fly MH17 var 193 fra Holland.

- Af de identificerede ofre er 21 hollandske statsborgere, skriver landets justitsministerium i en meddelelse.

De andre ofres nationaliteter er endnu ikke offentliggjort efter ønske fra de pågældende landes ambassader.

Lederen af den retsmedicinske del af efterforskningen oplyser, at 176 "mere eller mindre" komplette lig er ankommet til Holland. Derudover er 527 kropsdele også blevet fragtet fra ulykkesstedet til Holland.

En gruppe eksperter arbejder døgnet rundt med identificeringsarbejdet, men ifølge den hollandske regering kan det tage flere måneder, før alle ofrene er kendt.

Mark Rutte, Hollands premierminister, sagde onsdag, at eftersøgningen efter lig og kropsdele på ulykkesstedet blev suspenderet på grund af urolighederne i området.

Ifølge den hollandske regering har holdet af efterforskere undersøgt stedet i i alt 20 timer i løbet af seks dage. Men kun en lille del af nedstyrtningsområdet er indtil videre blevet gransket som følge af den skrøbelige sikkerhed.

Omkring 800 ukrainske redningsarbejdere har dog tidligere undersøgt områder, hvor det internationale eksperthold ikke har kunnet få adgang.

- Det er blevet gjort mere professionelt end først antaget, og de har fundet kropsdele og personlige ejendele, hedder det i den hollandske meddelelse.

/ritzau/AFP