65 procent har fået HPV-vaccine

Tilbuddet udløber ved udgangen af 2013, og da vaccinationsforløbet strækker sig over et halvt år, har 1. juli været meldt ud som den ideelle skæringsdato for det første af de tre stik.

Men ifølge overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse Iben Holten er det endnu ikke for sent at benytte tilbuddet.

»Man kan godt komprimere forløbet, men det gælder om at komme i gang nu og allersenest i august,« siger Iben Holten.

Tommelfingerreglen er, at der skal gå en måned mellem første og andet stik og tre måneder mellem andet og tredje stik.

Til og med april måned havde 64,8 procent af årgangene taget imod tilbuddet om gratis HPV-vaccine.

»Det varierer ret meget fra region til region, hvor mange der har benyttet sig af tilbuddet. Mit håb er, at vi får endnu flere med på vognen,« siger Iben Holten.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse beskytter vaccinen blandt andet mod de to typer HPV-virus, som tilsammen er skyld i 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Samtidig forhindrer den mange tilfælde af forstadier til kræft.

»6000 kvinder får hvert år en kegleoperation i Danmark. Hvis vi kunne spare 70 procent af de operationer, så ville det være godt, siger Iben Holten.

Der er god grund til at benytte tilbuddet, da vaccinen er forholdsvis dyr og koster op mod 1.100-1.200 kroner pr. dosis.

»Jeg synes, man skal skynde sig hen og få det gjort. Skulle man så kun nå to gratis stik, er det også godt, og så må man jo selv betale for det sidste,« siger Iben Holten.

Dagens Gossip