6,6 millioner til byer i forandring

Hvordan kan kommuner og byer udnytte de forandringer, som mange mindre byer står over for? Og hvordan kan områdefornyelse bidrage til bedre sundhed? Det skal ti nye projekter, som har fået i alt 6,6 mio. kroner fra byfornyelsens forsøgs- og udviklingsmidler, være med til at svare på.

I Esbjerg Kommune er det byerne Gørding og Egebæk-Hviding, der er i fokus. De oplever nemlig – ligesom mange andre mellemstore provinsbyer – at de er ved at udvikle et nyt centrum omkring skolen, hallen eller fritidsområderne.  Esbjerg Kommune skal derfor med støtte fra byfornyelsen udvikle en strategi for at udnytte disse nye bycentre på en ny måde – og samtidig give et bud på en generel model for udviklingen af de klassiske stationsbyer.

Vidt forskellige projekter

De ti projekter, der får støtte med byfornyelseslovens forsøgs- og udviklingsmidler, er vidt forskellige, men de arbejder alle enten med de mindre byers og provinsbyers rolle og udvikling, sundhed i byen og lokalområdet eller klimatilpasning.

- Projekterne har det til fælles, at de vil skabe udvikling, vækst og sundhed i vores byer. Mange af projekterne gennemføres i et samarbejde mellem kommunale forvaltninger og forskellige parter, og det ser jeg frem til at følge. For udvikling skaber man bedst i samarbejde, siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen.

Udover projektet i Esbjerg Kommune har ministeriet blandt givet støtte til et sundhedsprojekt i Greve, nye funktioner for offentlige bygninger hos Als Research og små klimatilpasningsaktiviteter i Københavns Kommune.

Dagens Gossip