68-årig mand fængslet for at dræbe sin 56-årig hustru i Randers

Skrevet af admin

22/12/2015

Dagens topnyheder

En 68-årig mand fra Randers er blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for drabet på sin hustru.

Det var manden selv, der mandag aften henvendte sig hos nogle naboer og fortalte om sin forbrydelse.

- En af naboerne ringer til os klokken 20.32 og oplyser, at den 68-årige har fortalt, at han har skudt sin kone, siger politikommissær Jesper Jørgensen fra Østjyllands Politi.

Ved ankomsten til parrets hjem fandt politiet den 56-årige kvinde.

- Hun er dræbt med skud. Vi har fundet et formodet gerningsvåben, og den 68-årige mand blev anholdt på stedet, siger Jesper Jørgensen.

Politiet ved tirsdag morgen ikke, hvornår drabet er sket.

- Men vi formoder, at det er sket tidligere mandag. Umiddelbart er der ikke nogen, der har hørt skud fra adressen, siger Jesper Jørgensen.

Ved grundlovsforhøret tirsdag i Retten i Randers blev den sigtede varetægtsfængslet frem til 18. januar.

Manden nægter sig skyldig i drab, men har ikke kæret kendelsen om varetægtsfængslingen.

Dommeren imødekom anklagerens anmodning om lukkede døre ved grundlovsforhøret.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/