68-årig savnet efter kæntringsulykke på Randers Fjord

Skrevet af admin

09/08/2016

Dagens topnyheder

Politiet leder efter en 68-årig mand, der er savnet efter en kæntringsulykke mandag aften i Randers Fjord.

Manden var sejlet ud på fjorden i en jolle sammen med en 58-årig kammerat, der formåede at redde sig selv i land og slå alarm.

Det oplyser politikommissær ved Østjyllands Politi Peter Bay Jensen tirsdag formiddag.

Det var omkring klokken 22.30, at den 58-årige mand kontaktede politiet og fortalte, at de to mænds jolle var kæntret, og at hans 68-årige ven var savnet.

Politiet ledte efter manden med helikoptere, både og politihunde, men det er endnu ikke lykkes at finde ham.

Tirsdag formiddag er eftersøgningen derfor genoptaget. Det er igen med helikoptere, både og politihunde.

- Der er ikke noget, der tyder på, at den savnede har haft redningsvest på, og så er det svært ude i en kraftig strøm, fortæller politikommissæren, men siger samtidig:

- Vi bevarer håbet.

Den 58-årige, der havde haft redningsvest på, var noget forkommen. Han har ifølge politiet muligvis været omkring to timer om at kæmpe sig i land.

De to mænd var sejlet ud fra Mellerup på den nordvestlige side af fjorden, og derefter sejlede de over til Voer-siden. Det er der, kæntringen skulle være sket, oplyser vagtchefen.

/ritzau/