69-årig cyklist trafikdræbt ved Ikast

En 69-årig mand mistede torsdag eftermiddag livet ved en trafikulykke i Fasterholt, der ligger omkring 15 kilometer syd for Ikast.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden blev ramt af en bil, og en ambulancelæge erklærede cyklisten for død på stedet.

- Bilisten har fortalt, at han så cyklisten og trak ud mod midten af vejen, men pludselig svingede cyklisten ind i bilens bane og blev ramt, siger vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 18.57.

Intet tyder på, at bilisten, der kommer fra Frederiksberg ved København, var påvirket af alkohol eller kørte for hurtigt, da ulykken indtraf.

Den dræbte kommer fra Tarm. Hans pårørende er blevet underrettet om ulykken.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV