69-årige Ann vil giftes med sin 43 år yngre kæreste: Må ikke få ham hjem

Skrevet af Jesper Larsen

08/12/2015

Dagens topnyheder

69-årige Ann-Rita har kæmpet i flere år for at få sin 43 år yngre kæreste Chima til Norge på en såkaldt 'kærlighedstest'. 

Ordningen er indrettet sådan, at man kan få en udenlandsk kæreste til Norge i seks måneder, hvor man bor sammen og tester, om forholdet kan holde. Personen der inviterer den udenlandske kæreste op, skal dog stille en række økonomiske garantier og kunne fremvise en returbillet til gæsten. 

Men det har 69-årige Ann-Rita fået afslag på. Den norske udlændingestyrelse har foreslået parret at prøve kærlighden af i 26-årige Chimas hjemland, Nigeria, men det kan ikke lade sig gøre på grund af sygdom. 

- Det er ren alders- og kønsdiskrimination. Havde det ikke været for min blødersygdom, der gør det farligt at være under varme himmelstrøg, havde jeg rejst til Nigeria, siger Ann-Rita til Dagbladet. 

Den 69-årige tidligere socialrådgiver bliver bakket op af sin advokat, der også finder afslaget diskriminerende. 

- Når en 69 år gammel mand søger om en opholdstilladelse til sin 26 år gamle kæreste eller kone fra Filipinerne eller Thailand, er der ingen, der blinker med øjnene. Hun giver alle økonomiske garantier for, at hans ophold ikke vil blive en økonomisk belastning for Norge, siger hendes advokat Kristin Hovden Norstedt til Dagbladet og fortsætter. 

- Han er uddannet dataingeniør, ernærer sig som taxachauffør, og han kommer fra en velstående familie i et fredeligt område. Dermed har han ingen ambition om at søge asyl her, og de får jo heller ikke børn, siger Kristin Hovden Norstedt.

Men den norske udlændingestyrelse forklarer i sin afvisning, at de ikke tror på, der kun er tale om kærlighed. 

- I forhold til vores viden om nigeriansk kultur, er det temmelig usædvanligt, at en 26-årig mand uden børn gifter sig med en 43 år ældre kvinde, der har et barn fra et tidligere ægteskab. Aldersforskellen tyder på, at forlovelsen er proforma fra mandens side, skriver de i afslaget. 

Sagen har vakt en del opsigt i Norge, hvor meningerne er delte. 

- Kvinder bakker mig op, mens mændene er skeptiske, siger Ann-Rita. 

Hun understreger, at der er tale om reel kærlighed, hvilket hun mener deres hyppige kontakt på Skype og chat er et tegn på. 

- Selvom det kan lyde vanvittigt, sp lever vi som et gammelt ægtepar. Se eksempelvis, hvad han skriver i dag, da jeg fortalte om den store interesse fra medierne. 

- Jeg er så stolt af dig min kærlighed, skriver han, ifølge Ann-Rita.